Køkkenansvarlig til Kennedygården – Vuggestue og Børnehave
Vi ønsker os en dygtig, erfaren og uddannet køkkenansvarlig til at lave sund og lækker mad til vores skønne daginstitutionsbørn på 0-6 år. Vi er forvænt med 90 % økologisk mad og guldmærke i lavt CO2-aftryk, og ønsker naturligvis at fortsætte med det.
I Kennedygården er I to køkkenansvarlige. I er fælles om den daglige drift af køkkenet, herunder bestilling af varer, madplaner, egenkontrol, øko-regnskab m.m. Køkkenet er en vigtig del af hverdagen i Kennedygården, og når duften fra køkkenet breder sig i
huset, vækkes børnenes interesse for, hvad vi skal spise i dag. Den dejlige duft fra dagens menu inviterer til gode snakke og dejlige stunder for alle husets børn og voksne.
Vi ønsker, at du
- brænder for madlavning, er kreativ og kan sammensætte ernæringsrigtige menuer, som børnene elsker at spise
- arbejder selvstændigt og engageret og leverer mad til tiden hver dag
- kommunikerer på dansk både på skrift og i tale, tager tingene med et smil og har overskud til børnene
- samarbejder på mange niveauer og koordinerer med de øvrige faggrupper i huset
- kan fortsætte vores arbejde med målrettet at sikre CO2-reduktion, som er en del af den politiske målsætning i København
- kan arbejde efter Københavns Kommunes måltidspolitikker, blandt andet hensigten om at leve op til 90 % økologi
Vi ønsker at fremme madmod
Maden skal have et højt kulinarisk niveau, og den skal være indbydende at se på. Maden skal pirre børnenes smagsløg, og du skal være med til at sikre, at børnenes madmod bliver udfordret og styrket over tid ved en tilpas fordeling af nye og velkendte retter. Der kan ansøges om kurser via Meyers Madhus.
Vi har jævnligt køkkenmøder i huset, hvor du og repræsentanter for det pædagogiske personale, har madmod og det pædagogisk måltid på dagsordenen. Vi har fire årlige tværgående køkkennetværksmøder med de øvrige institutioner i klyngen. Dine opgaver derudover er
- at udarbejde ugentlige madplaner med tre daglige måltider
- bestilling af varer og budgetstyring
- daglig rengøring og egenkontrol
- opvask efter måltiderne
- at klargøre vognene til stuerne
Vi er en del af Indre By/Østerbro Klynge E/Klyngen ved Trianglen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 35-37 timer om ugen, og vi ønsker, at du kan starte den 1. juni 2026. Arbejdstiden ligger i tidsrummet kl. 07 til ca. 14.00. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere information om stillingen eller en rundvisning, er du velkommen til at kontakte leder Rikke Buron Richter på 21 84 80 18.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest torsdag den 14. maj 2026
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.