Aktivitetsmedarbejder til E-husets særlig tryghedsindsats
E-huset hører under Center for Længerevarende Botilbud i Socialforvaltningen og er et § 108-tilbud for 48 beboere, der lever med alkoholafhængighed og fortsat har et dagligt forbrug af alkohol. Beboerne har som følge af et liv i udsathed mangeartede behov for hjælp, fysisk, psykisk og/eller socialt.
Over de seneste par år har vi været i en situation, hvor vores rolige og trygge liv i fællesmiljøerne har været udfordret. Vi ønsker derfor at lave en solid faglig oprustning. Denne skal hjælpe os til igen at have et fastforankret og trygt miljø på gange og i huset generelt.
Vi ønsker med en målrettet indsats at hjælpe den enkelte beboer til, blandt andet via nøje tilpassede aktiviteter, at genetablere oplevelsen af tryghed i en meningsfyldt hverdag. Det er her, du kommer ind i billedet.
Vi ønsker at genskabe tryghed på vores fællesarealer. Det vil vi gerne gøre ved at have daglige aktiviteter og sysler, der inviterer beboerne til enten at deltage eller blot at nyde eksistensen af. Vi vil have særligt fokus på mad og måltider, fordi god ernæring er væsentligt for vores målgruppe. Med tiden vil vi gerne se på udviklingen af et § 103/104-tilbud i huset.
Vi ønsker, at langt de fleste aktiviteter skal være fælles. Vi er dog opmærksomme på, at flere beboere har så store skader, at social interaktion kan være uoverskuelig. Samtidig med aktivitetsindsatsen, opruster vi også på kontaktpersonsiden, så de beboere, der ikke magter aktiviteter, hvor flere deltager, alligevel tages hånd om.
Aktiviteterne vil være næsten lige så individuelle og farverige som beboerne selv. Det er vores ønske, at aktiviteterne går i retning af normalsamfundet og har mulighed for langvarighed. Vi ønsker løbende og fx via evalueringer fra beboerne at sikre, at din indsats er effektiv. Der vil være en daglig dokumentationsopgave forbundet med din indsats, men vi ønsker at holde denne til et minimum.
Du skal kunne stå med opgaven selv. Frem til årsskiftet teamer vi dig op med en erfaren medarbejder fra E-huset. Denne vil hjælpe dig til hurtigt at forstå opgaven og også til at afholde aktiviteterne sammen med dig. Du vil naturligvis få hjælp af støtte af kontaktpersonerne generelt, men også af vores faglige koordinatorer. Vores dagligstue er i forvejen bemandet, så her kommer du også til at have en lille skare af kolleger. Vi håber, at du er fyldt med gode idéer og er samarbejdende og løsningsorienteret i din tankegang.
Vi forventer, at du
- har erfaring eller kendskab til mennesker, der lever med afhængighed
- kan fungere engagerende og har lyst og evner til at hjælpe folk i gang
- er etisk velfunderet og kan strukturere din arbejdsdag
- er ansvarlig, idérig og god til at samarbejde
- er resultatorienteret og forstår at arbejde loyalt med, at vi gerne vil gøre det, der virker
- har kendskab til konflikthåndtering
- ikke er bange for praktiske opgaver
- kender dine egne begrænsninger og er i stand til at respektere husets rammer og betingelser, herunder beboernes daglige alkoholindtag, der sjældent svarer overens med Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Vi tilbyder
- en fast stilling på fuld tid
- arbejdstid, der primært ligger i hverdagene i tidsrummet kl. 09-20.00
- individuel og målrettet introduktion
- fast, erfaren kollega frem til årsskiftet
- mulighed for løbende supervision
- engagerede og fagligt kompetente kolleger, der gerne hjælper og støtter
Løn- og ansættelsesvilkår
Vi forestiller os, at du har en social- eller sundhedsfaglig baggrund gerne med erfaring fra lignende stilling. Arbejdstiden er 37 timer om ugen, primært i hverdagene i tidsrummet kl. 09-20.00. Ansættelsesstart er den 1. juni 2026 eller hurtigst muligt herefter. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Vi indhenter referencer og straffeattest i forbindelse med ansættelsesprocessen.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte socialfaglig koordinator Arne Møller på 26 31 21 24 eller tilbudsleder Eva Lausted på 26 31 21 24. Du kan også læse mere om E-huset her.
Søg via linket senest søndag den 17. maj 2026
Ansættelsessamtaler vil foregå tirsdag den 19. og onsdag den 20. maj.